BØRN & UDVIKLING - POLITIK

seroquel

BØRNEfondens politik for indsatsområdet: Børn & Udvikling

BØRNEfondens overordnede mål inden for Børn & Udvikling er at styrke børn og unges muligheder for at realisere deres fulde potentiale og derved spille en vigtig rolle i udviklingen af deres lokalsamfund. Vi betragter børn og unge som vigtige medspillere i vores arbejde, og vi arbejder ud fra en børnecentreret tilgang, hvor børns og unges synspunkter og meninger indgår som en integreret del af vores arbejde.

BØRNEfondens arbejde indenfor Børn & Udvikling består af tre komponenter: Børns udvikling og beskyttelse, Børns rettigheder og Børns deltagelse.

Børns udvikling og beskyttelse
Øget mulighed for at børn og unge kan udvikle sig
BØRNEfonden arbejder for at styrke børns og unges udvikling ved at sikre adgang til forskellige aldersrelaterede aktiviteter, der er medvirkende til at udvikle og styrke deres kompetencer og livsfærdigheder. Ved således at skabe muligheder for, at børn og unge kan udvikle sig såvel fysisk som psykisk tror vi på, at de på sigt kan spille en vigtig rolle i forhold til deres udvikling.

Bedre beskyttelse af børn og unge i deres lokalsamfund
BØRNEfonden arbejder for at skabe en bevidsthed i lokalbefolkningen om, at det er vigtigt at skabe trygge og sikre livsbetingelse for børn og unge således, at de sikres en sund og positiv udvikling. Derudover har BØRNEfonden en separat politik, hvori vi forpligter os til at gøre vores ypperste for at beskytte børn og unge i vores arbejde.

Børns rettigheder
Bedre adgang til fundamentale rettigheder for børn og unge
BØRNEfonden arbejder for at styrke børns og unges rettigheder og mulighed at opnå status som ligeværdige aktive samfundsborgere. Via holdningsændrende aktiviteter ønsker BØRNEfonden at skabe bedre adgang til fundamentale rettigheder og livsvilkår for børn og unge.

Styrkelse af eksisterende strukturer, der støtte børn og unges rettigheder
BØRNEfonden arbejder for at skabe større bevidsthed i lokalsamfundene omkring børn og unges rettigheder. Dette sker via tiltag, der sigter mod at influere og ansvarliggøre officielle institutioner og organisationer og ved at påvirke deres fortolkninger og implementering af eksisterende politikker til fordel for børns rettigheder.

Børns deltagelse
Øget mulighed for børn og unges deltagelse
BØRNEfonden arbejder for at styrke børns og unges muligheder for at ytre deres mening og have medindflydelse på beslutninger vedrørende deres eget liv. Ved at inddrage børn og unge i vores arbejde, opnår vi den nødvendige viden, det kræver at træffe bæredygtige beslutninger og positive forandringer. Derudover styrker det børns og unges kompetencer og færdigheder i selvorganisering og demokratiseringsprocesser.

Større forståelse for vigtigheden af børn og unges deltagelse i lokalsamfundene
BØRNEfonden arbejder for at skabe forståelse for vigtigheden i, at børns og unges meninger anerkendes, og at de har mulighed for at deltage i beslutningsprocesser. Vi sigter således mod at skabe muligheder for, at børn, unge og voksne kan mødes i dialog, refleksion og social læring om såvel dagligdagsemner som større beslutningsprocesser.