DANMARKS INDSAMLING 2007: AIDS-FOREBYGGELSE FOR UNGE I TOGO

DANMARKS INDSAMLING 2007: AIDS-forebyggelse for unge i Togo

BØRNEfondens projekt under Danmarks Indsamling 2007 er at lære unge at beskytte sig mod hiv/aids og andre seksuelt overførte sygdomme. Det sker via præventive aktiviteter, bl.a. oplysning, der er henvendt til 250.000 unge mænd og kvinder i det vestafrikanske land Togo. Og det giver resultater – på flere måder.

I Togo er aids blevet mere udbredt i de senere år, ikke mindst i hovedstaden Lomé og i lokalsamfundene langs hovedvejen fra Lomé til Burkina Faso. De nationale statistikker har siden 2007 opgjort hiv-raten til 3,2 procent, men flere organisationer vurderer, at den er tre-fire gange højere blandt den seksuelt aktive del af befolkningen. Håbet er dog fortsat, at en omfattende epidemi kan undgås, hvis der sættes tilstrækkeligt ind.

PROJEKT: Aids-forebyggelse for unge i Togo
Formålet med BØRNEfondens projekt i Togo er at ændre de unges seksuelle adfærdsmønstre, så færre bliver hiv-smittet. Projektet tager udgangspunkt i 22 af de lokalområder, hvor BØRNEfonden er til stede i forvejen, men målet er naturligvis at få budskabet endnu længere ud.

Grundlæggende bygger projektet på uddannelsen af ung-til-ung formidlere. De skal uddannes til at stå for det oplysnings- og forebyggelsearbejde, der skal få andre unge til at beskytte sig mod HIV/AIDS og andre seksuelt overførte sygdomme. Deres arbejde består bl.a. af individuelle rådgivningssessioner, gruppediskussioner og arrangementer med sketches, teaterforestillinger og filmforvisninger. Samtidig er salg af kondomer en løbende aktivitet.

SE VIDEO: Ung-til-ung formidler Yabina giver kondom-instruktion

Det hjælper
Projektet har været i gang siden 2007. Det har et samlet budget på 6 millioner og forventes afsluttet i august 2011. I den periode er 260 ung-til-ung formidlere blevet uddannet, og deres arbejde har opnået flere positive resultater.

Sex og seksualitet er ikke længere et lige så tabuiseret emne, som det var tilfældet inden projektets start. De unges positive bidrag til lokalsamfundene har også styrket deres position i lokalsamfundene, hvor den voksne befolkning anerkender dem for deres vigtige arbejde.

Derudover har ung-til-ung formidlerne opbygget nogle kompetencer i kommunikation, selv-organisering og demokratiseringsprocesser, som de kan bruge indenfor andre områder af livet. Læs hele årsrapporten 2009 om projektet: Annual Report 2009: Prevension og HIV/AIDS and STI among young people, Togo (pdf)


Samarbejde med myndigheder
For at sikre en overordnet koordinering med regeringens bestræbelser på at begrænse smittespredningen, foregår BØRNEfondens projektaktiviteter i samarbejde med de togolesiske sundheds- og undervisningsmyndigheder.

Det konkrete arbejde sker dog i lokalsamfundene, hvor projektets ansatte har trænet 45 sundhedsarbejdere og 44 skolelærere i de 22 lokalsamfund, hvor ung-til-ung formidlerne arbejder. Med denne træning er målet at kunne nå ud til endnu flere unge piger og drenge – også på lang sigt efter projektets formelle afslutning.