BLOKADE AF MALI TRUER FØDEVARESIKKERHED FOR DE FATTIGSTE

Blokade af Mali truer fødevaresikkerhed for de fattigste

PRESSEMEDDELELSE

BØRNEfonden øger indsatsen til gavn for den fattige befolkning på landet i Mali.

Den embargo, som nabolandene har iværksat for at tvinge militærjuntaen fra magten, vil svække en i forvejen udsat befolkning, og især børnene i landsbyerne vil lide under den mangel på fødevarer, som hurtigt kan blive konsekvensen.

Det vurderer BØRNEfondens Operations Manager for Vestafrika Poul Hedelund Jørgensen. Han har arbejdet for BØRNEfonden med base i Afrika siden 80’erne og opholder sig i øjeblikket i Cotonou i Benin, men følger udviklingen i Mali tæt.

”Vi ved fra lignende embargoer i andre lande, at de første, der kommer til at lide nød, er de fattigste, og blandt de fattigste er det børnene, som lider mest. Underernæring, ubehandlede sygdomme og utryghed, vil blive virkeligheden for disse børn, hvis der ikke hurtigt findes en fredelig løsning,” siger Poul Hedelund Jørgensen.

BØRNEfonden styrker derfor sin indsats i Mali for at hjælpe til, at familierne i de 316 landsbyer, som organisationen arbejder i i Mali, kan klare sig igennem den krise, som landet befinder sig i.

Det er især risikoen for at flere børn i landsbyerne vil blive udsat for akut underernæring, som bekymrer BØRNEfonden.

”Det handler om at sikre adgang til fødevarer og basale sundhedsydelser. Hvis folk sulter eller deres børn bliver syge, så flygter de fra området, og gør dermed situationen for sig selv og resten af samfundet meget mere alvorlig. Når først folk flygter, så vokser den humanitære katastrofe dramatisk,” fortæller Poul Hedelund Jørgensen.

Militærkuppet, tuareqernes oprør og embargoen mod landet iværksat af den vestafrikanske samarbejdsorganisation Ecowas kommer samtidig med, at hele regionen lider under en tørke, som truer fødevaresikkerheden for omkring 13 mio. mennesker i regionen.

Konkret har BØRNEfonden øget overvågningen af ernæringstilstanden for børn under fem år. Desuden vil alle organisationens børnehaver ude i landsbyerne holde åbent hele sommeren, hvor de normalt ville være lukkede. Det sikrer alle de små børn mindst et sundt måltid mad hver dag. Og for at give familierne en bedre start på året, vil BØRNEfonden uddele såsæd af god kvalitet til de familier, der enten har måttet spise såsæden, eller kun har dårlig såsæd til rådighed, som vil give et ringe høstudbytte og dermed forlænge fødevarekrisen.

BØRNEfonden finansierer i første omgang det øgede beredskab med nogle af de 30 mio. kroner, som sponsorerne til de godt 13.000 sponsorbørn, som organisationen har i Mali, indbetaler hvert år.

BØRNEfonden skelner i en krisesituation ikke mellem børn, der har en dansk sponsor og børn uden, men hjælper så mange udsatte børn som muligt i de lokalområder, hvor organisationen arbejder.

Yderligere kommentarer fra Poul Hedelund Jørgensen på telefon +229 97 97 88 98

Fakta:
BØRNEfonden har 13.951 sponsorbørn i Mali. Organisationen arbejder ud fra 21 udviklingscentre fordelt på 28 kommuner, omfattende 316 landsbyer og med en samlet befolkning på 434.997. Samlet anvender BØRNEfonden cirka 30 mio. kroner i Mali om året. Landsbyerne, hvor BØRNEfonden arbejder, ligger i to provinser syd for hovedstaden Bamako og dermed langt fra de områder i nord, hvor krigshandlingerne foregår.

BØRNEfonden har 155 ansatte i landet. Deraf arbejder de 29 på nationalkontoret i hovedstaden Bamako. Desuden er seks ansatte på et større projekt finansieret gennem Danmarksindsamlingen i 2008.