STÆRKE BØRN TRÆFFER GODE VALG
Stærke børn træffer gode valg
Mali blev i marts overrasket af et militærkup, der har udløst en strøm af interne flygtninge og pustet til uroligheder i landets nordlige egne. De mange internt fordrevne i landet er også nået til Malis sydlige områder, hvor projektet skal finde sted.
BØRNEfonden er i gang med at tilpasse projektet til den nye situation.

RØDDER. Projektet fra Danmarks Indsamling 2012 skal hjælpe børn og unge i
Mali med at finde fast grund under fødderne i en urolig tid. Foto Mario
Travaini, 2011.
Projektets overordnede målsætninger er de samme som tidligere. Det skal hjælpe fattige og udsatte unge i Malis landområder til at kende deres rettigheder og blive mere reflekterende i deres tilgang til livets svære spørgsmål.
Blandt andet vil projektet styrke de skoletilbud, der findes for børn og unge, der er droppet ud af det etablerede skolesystem.
Ved at forbedre kvaliteten af undervisningen og tilbyde bedre skolematerialer og fag om blandt andet samfund, sundhed og rettigheder, skal projektet ruste de unge til at træffe bedre valg inden for livets svære områder så som sikkerhed, familieplanlægning og migration.
Skabe muligheder i landområderne
Udover skoleindsatsen vil projektet hjælpe med at skabe muligheder i landområderne. Malis landområder er blandt verdens fattigste, og mange unge føler sig nødsaget til at forlade landområderne for at skabe sig et eksistensgrundlag og komme væk fra den ekstreme fattigdom, der holder dem fanget.
Projektet vil hjælpe de unge ved at tilbyde træning i simple forretningsteknikker og mulighed for at optage mikrolån til at starte forretning med. Som selvstændige erhvervsdrivende eller landmænd, kan de unge skabe sig et eksistensgrundlag i landområderne, hvor de bor.
Ændringer endnu uvist
De nærmere detaljer i projektet er i gang med at blive tilpasset den nye situation med krise i Mali. Blandt andet vil der komme større fokus på unge drenge og piger, da de risikerer at blive rekrutteret som soldater til konflikten i nord.
BØRNEfonden arbejder så hurtigt som muligt på at få projektet færdigplanlagt og komme godt i gang. Det må påregnes, at projektet kommer til at løbe et år længere end oprindelig planlagt.
Fakta
- Mali blev i marts udsat for et militærkup
- Oprørsstyrker har siden besat de nordlige områder og de facto skåret landet over i to dele
- Mange maliere har søgt mod syd og bosat sig hos slægtninge i områderne, hvor projektet skal finde sted
- Mali er blandt verdens 25 fattigste lande
- BØRNEfonden er den største danske NGO i Mali
Publiceret i januar 2013.
Læs tidligere artikel fra januar 2012.

