GENSYN MED SPONSORBARN I BURKINA FASO

Skrevet af Lisbeth Larsen

At møde sit sponsorbarn er en stor oplevelse, at gense sit sponsorbarn er en endnu større oplevelse.

Jeg er lige vendt hjem fra Burkina Faso, hvor jeg har besøgt mit sponsorbarn for anden gang. Det var en fantastisk oplevelse at gense familien (og Burkina Faso i det hele taget) og meget glædeligt at se de fremskridt, der er sket hos familien siden mit besøg i november 2004.

I 2004 opholdt jeg mig en måned i Burkina Fasos hovedstad Ouagadougou, hvor jeg arbejdede frivilligt på BØRNEfondens kontor. Der var stor åbenhed på kontoret, og alle var meget imødekommende og villige til at fortælle om deres arbejde, så jeg fik et rigtig godt indblik i  BØRNEfondens projekter og måde at arbejde på. Højdepunktet under mit ophold var et besøg hos mit dengang 12-årige sponsorbarn Mouhamadi og hans familie. Mouhamadi er den ældste af fire brødre. De bor sammen med deres mor, mens deres far arbejder i udlandet (først i Elfenbenskysten og nu i Gabon) på grund af stor arbejdsløshed i Burkina Faso.

Selv om der er gået mere end fem år siden mit første besøg, husker jeg tydeligt den modtagelse, jeg fik på BØRNEfondens udviklingscenter i landsbyen. Alle kommer hen og hilser og spørger til én og til ens familie. Deres gæstfrihed er enorm, og man føler sig aldrig alene. Alle bliver behandlet med stor respekt. Og endelig at se det barn, som jeg har været sponsor for siden 1997 var helt ubeskriveligt. Jeg tilbragte tre dage i det område, hvor Mouhamadi bor og besøgte familien i deres lillebitte, runde hytte uden møbler. Derudover fik jeg mulighed for at se Mouhamadis skole, hvor der er 50-100 elever i hver klasse (så det er måske ikke så underligt, hvis nogle af eleverne skal gå en klasse om) samt BØRNEfondens projekter i udviklingscentret. Jeg blev meget imponeret over disse projekter, som er meget vellykkede og over det kæmpe engagement, som alle lægger i deres arbejde.

Et af projekterne er et lægehus bestående af et venteværelse, en konsultation, et vaccinationsrum og et apotek. Udviklingscentret har oprettet en slags sygekasse, hvor man betaler et fast beløb hvert år, og derefter får refunderet 90% af alle udgifter til lægeordineret medicin. Det er ofte livsvigtig medicin, som man ellers ikke ville have haft råd til, ergo reddes der adskillige liv på denne måde. I tilknytning til lægehuset er der et lille hospital med tre sengestuer. Det er primitivt, men det er vigtigt, at der er mulighed for observation af de syge. Desuden er der en fødeklinik, hvilket har formindsket antallet af kvinder, der dør under barsel.

Der er et bibliotek med et pænt udvalg af bøger. Bøgerne kan som regel ikke lånes med hjem, men man kan sidde i ro på biblioteket og læse. Tit er det også bibliotekaren, som hjælper de mindre børn med at skrive breve til sponsorerne, da mange forældre er analfabeter.

Der er en systue, hvor piger eksempelvis lærer at væve, sy, strikke, og de får et bevis, når de har gennemført kurset, og der er en skole, hvor drengene kan få en håndværkeruddannelse.

Også støtten til børnehaver og skoler er meget vigtig. Der bliver endvidere taget hånd om større børn, som af den ene eller anden grund ikke har gået i skole (eller gået meget lidt i skole). De får mulighed for undervisning dels på det lokale sprog og dels på fransk, som er det officielle sprog i Burkina Faso.

Som nævnt vendte jeg tilbage i begyndelsen af 2010 og besøgte endnu engang Mouhamadi og hans familie. Og hvilken glæde. Jeg mødte først Mouhamadi på skolen (Lycee), hvor han går nu, og vi kunne sagtens kende hinanden. Da jeg mødte ham som 12-årig, var han noget stille og genert. Nu som 17-årig er han blevet meget udadvendt, og det var rigtig hyggeligt at snakke med ham. Han har lært lidt engelsk i skolen, og han var ikke bange for at bruge det. Det var fantastisk. Han har planer for sin fremtid, han vil gerne have en uddannelse inden for planteavl, når han er færdig med skolen om to år. Det var en sand fornøjelse at se, hvordan han har udviklet sig - jeg havde ikke forventet så stor en forandring.

Efter en interessant rundvisning i udviklingscentret og gensyn med nogle af projekterne, besøgte jeg familien i deres nye hus. De var flyttet fra den lillebitte hytte til et lidt større firkantet hus. De var også bedre klædt end sidst. Det var dejligt at se Mouhamadis mor, Anata, igen og to af hans mindre brødre, Souleymane på 15 år og Moussa på seks år. Den tredje bror, Daouda, så jeg desværre ikke, da han skulle vogte køer og derfor ikke kunne være hjemme. Mouhamadi var cyklet hjem fra skole for at være sammen med os, men han skulle snart tilbage, for han havde en engelskprøve om eftermiddagen. Jeg ved ikke, hvordan prøven er gået, men jeg tror, at den er gået godt, og jeg er sikker på, at han nok skal klare sig.

Endnu engang blev jeg overbevist om, at mit bidrag til BØRNEfonden bliver brugt på den bedst mulige måde.

Jeg havde også den fornøjelse at besøge min mors sponsorbarn, Sita, som hun blev sponsor for, for fem år siden. Han bor i en landsby, som er tilknyttet et andet af BØRNEfondens udviklingscentre. Også her fik jeg en varm velkomst af personalet, som med stolthed fortalte om udviklingscentret og om nogle af deres projekter. Jeg fik blandt andet set et par af BØRNEfondens skoler, først en ”prescolaire”, som er en børnehave/børnehaveklasse. Her blev vi underholdt af børnene, som sang og dansede for os. Derefter så vi en skole for lidt ældre børn, hvor de udover almindelig skoleundervisning også lærer om opdræt af dyr.

Vi besøgte også Sitas skole, og her så jeg ham for første gang. En lidt genert og utrolig sød og køn dreng på 12 år. Vi talte lidt med ham, tog nogle billeder og kiggede ind i hans klasse, hvor klassekvotienten er noget højere end i Danmark. Mens han havde undervisning i klassen, blev jeg vist rundt på hele skolen.

Bagefter besøgte vi Sita og hans familie i deres hjem. Udover begge sine forældre har han en storesøster og en storebror. Søsteren går i skole i en anden by, men broderen kom lidt senere, så ham fik jeg hilst på. Det var dejligt at møde denne glade familie og se, at de har det godt og trives. De fortalte lidt om sig selv, og jeg fik mange hilsner med hjem til min mor. De fik hver især nogle gaver, som min mor havde givet mig med. Specielt fodbolden vakte stor jubel. Sitas øjne strålede, da han fik øje på den. Da vi tog afsked fik jeg også en gave, som det er skik og brug i Burkina Faso, nemlig en kæmpe kurv fyldt med jordnødder, som de selv dyrker.

Jeg vil gerne slutte af med at takke BØRNEfondens medarbejdere på kontoret i Ouagadougou samt personalet i de to udviklingscentre for deres gæstfrihed og hjælpsomhed.