MIT SPONSORBARN EMILSIA

Skrevet af Terje Valestrand, norsk sponsor

Emilsia fra Guatamala.

Klokkerne i katedralen tæller ti tunge slag. Solen steger fra zenit. Jeg sveder, hjertet jager, nerverne er i uro. For snart skal jeg møde en pige, jeg aldrig har truffet før: Emilisa på 14 år, vores sponsorpige i Guatemala.

I tre år har vi kendt Emilsia som et barneansigt på et dårligt foto i sort og hvid. Samt nogle korte breve med farvede tegninger til. Fra BØRNEfonden i Danmark har vi modtaget meldinger om, at Emilsia har det godt, og at hun klarer sig godt i skolen.

Meget mere ved jeg ikke om den pige, som jeg nå skal møde klokken 10 foran katedralen i Antigua.

Organisationen, som her kalder sig Fundacion Ckristiano del Niños, har sendt følgende besked: Som sponsor må jeg ikke være alene med sponsorbarnet. Jeg må ikke overnatte hos familien, og der skal altid være en repræsentant fra FCN til stede.

Alt dette finder jeg højst forståeligt, så vi bliver enige om at mødes på et neutralt sted. Med andre ord på kirketrappen, foran katedralen midt i den gamle spanske kolonihovedstad.

- Hola, padrino! Jeg vågner op. Der står hun, lige foran mig. Og hun er ikke alene. Mor og far, tre søskende og en dame fra FCN krydser gaden og kommer nærmere.

- Milde himmel, hvad gør jeg nu? Rækker mine spanskkundskaber?  Hvad skal jeg sige?

Tankene går hjem til køkkenbordet i Norge, hvor jeg i fred og ro har læst, og besvaret hendes breve. Med ordbog og god tid til at formulere de rigtige sætninger. Nu er jeg alene. Her er ingen hjælp at få.

- Hola, Emilsia, cómo estás? Hun strækker sig på tå og giver mig et klem. - Gracias, siger hun. Så strømmer tårerne.

Jeg er rig

Jeg føler mig rig. Ikke fordi jeg formentlig tjener mange gange mere på én dag end Emilsias far gør på en måned. Når han har arbejde. Hvis han har arbejde.

Men jeg er også rig, fordi jeg får lov til at opleve dette øjeblik. At opleve at vores lille bidrag hver måned betyder ufattelig meget for denne fattige familie. Det har jeg ikke tænkt på før nu.

Du får ikke et personligt forhold til et girokort. Det giver bare lidt god samvittighed. Det er først, når du møder menneskene, du indser, at dit lille bidrag kan betyde så meget. Et håb i en håbløs tilværelse.

Urbefolkning

Emilsia er maya, eller indianer som europæerne så fejlagtig kaldte dem, da de troede, de var kommet til Indien. Hun tilhører urbefolkningen, los indiginas. Guatemala er det eneste land i Amerika, hvor urbefolkningen er i flertal. Her bor seks millioner indiginas, og fem millioner landinos, som nedstammer fra spaniolerne og andre.

Hendes landsby hedder Santa Maria Visitacíon. Det er to timers kørsel i bjergene fra Antigua på elendige veje her i regntiden. Huset er et skur med jordgulv. Der er strøm, men ikke vand.

- Vi henter drikkevand i en brønd, og vi bærer vandet på hovedet, forklarer Emilsia og ler.

- Er det langt at gå?

- Nej, bare en kilometer.

- Men vi samler regnvand i et fad, så vi har vand til at vaske tøj i, tilføjer moren på 38 år, med et undskyldende smil, blottet for tænder.

Far Nicolas er landarbejder. Den laveste i det sociale hierarki i Guatemala - før gaden. Han arbejder hos bønder, når det er kaffesæson, det vil sige nogle uger mellem januar og marts. Ellers må han gå fra hus til hus og spørge om nogen behøver hjælp.

- Jeg kan tjene 25 quetzales om dagen. Det er ca. 20 danske kroner.

- Hvad sker der, når du ikke har arbejde?

- Så får vi ikke mad.

Moren og de tre døtre syr og broderer for at tjene penge. De laver klassiske mayaprodukter som dragter, bluser, duge og små tasker.

Her i november og december er det sommerferie, og jeg spørger (dumt nok) Emilsia, hvad hun skal lave i ferien.

De brune øjne og det kridhvide smil møder mig: - Jeg skal hjælpe mor med at brodere, selvfølgelig.

- Hele tiden?

- Ja, hele tiden.

Fremmed by

Antigua er fremmed for Emilsia og familien. En moderne by med internet-caféer på hvert hjørne, kostbare butikker og fine restauranter. Fordi dette er den by, amerikanere og europæere tager til for at lære spansk.

Familien kom herhen med en minibus fra FCN, de er startet tidligt hjemmefra.

- Jeg fik fri fra skolen, for i dag er en speciel dag for mig, siger Emilsia. – Også for mig, svarer jeg.

Jeg spørger, om de er sultne.

- Nej, vi har spist.

- Men tørstige?

- Tja…jo…måske.

Vi havner på en fin café, der serverer milkshake. En uvant drik.

- Normalt drikker vi kaffe allesammen. Det er godt, og den dyrkes jo her.

- Drikker små børn kaffe?

- Ja, naturligvis gør de det.

Det er tid til gaver. Gaver som nordiske børn havde grinet af; for her er ingen elektroniske ting eller kostbart tøj. Gaverne er en skoletaske, kladdehæfter, farveblyanter, balloner og karameller. Plus en bog på spansk om norske trolde.

Emilsia stråler og er glad. Selv synes jeg, det er sparsomt, men meldingen fra BØRNEfonden var klar: Ikke give kostbare gaver, som kan skabe misundelse og ulighed i landsbyen og på skolen. Godt nok.

Vi kan ikke redde hele verden, hele tiden. Vi er nødt til at vælge.

Vi valgte Emilsia. Eller var det hende, som valgte os?