SÅDAN MÅLES OG STYRES ARBEJDET

seroquel

BØRNEfonden arbejder for, at en ny generation af børn kan udvikle sig til at nå deres fulde potentiale. Og det er et dagligt fokus for alle i BØRNEfonden, at udviklingsmidlerne bruges på den mest effektive måde.

Indsatsområder og målbare indikatorer

Ved at sætte fokus på indsatsområderne sundhed, uddannelse, indkomstskabelse og børn & udvikling har vi foretaget en klar prioritering af midler og arbejde.

For hvert indsatsområde er der opstillet klare mål for vores arbejde. Disse mål guider os og sikrer, at forskellige initiativer fører i den rigtige retning.

For hvert mål er der igen opstillet en række indikatorer, der fortæller os om arbejdet skrider tilfredsstillende frem, og om vi når vores mål. En indikator inden for indsatsområdet uddannelse er for eksempel, hvor mange børn, der går i skole i et givent lokalområde, og hvor mange lærere, der modtager træning.

Afrapporteringen foregår på to niveauer: på det enkelte sponsorbarn og for lokalområdet generelt.

Hvordan udvikler barnet sig?

Udviklingen af hvert enkelt sponsorbarn følges af medarbejdere på det tilknyttede udviklingscenter. De besøger sponsorbarnet og dets familie og spørger ind til bestemte emner, der ligger i forlængelse af de fire indsatsområder.

Spørgsmål og svar fra disse familiebesøg dokumenteres i en udviklingsrapport, som du som sponsor modtager hvert år, så du løbende kan følge dit sponsorbarns udvikling.

Hvordan udvikler området sig?

Udover opfølgning på det enkelte barn og dets familie, udvikles hele lokalområdet. Der opbygges infrastruktur, og befolkning tilegner sig de nødvendige færdigheder for at tage ansvar for deres egen fremtid. BØRNEfondens udviklingscentre bestræber sig på at tilrettelægge arbejdet i overensstemmelse med de lokale udviklingsplaner, som udarbejdes af de lokale myndigheder.

Denne udvikling følges ved hjælp af en lang række indikatorer. På denne måde evalueres arbejdet i området løbende, så man kan sætte tidligt ind, hvis udviklingen går i den forkerte retning eller går i stå.