BIBLIOTEK TIL POSSOTOMÉ I BENIN
En af BØRNEfondens vigtigste opgaver er at give sponsorbørn - og helst også deres søskende - mulighed for at lære at læse, så de har mulighed for at få en uddannelse og blive i stand til at klare sig selv, når de vokser op.

I Possotomé var der indtil for nylig kun et lille bibliotek tilknyttet BØRNEfondens center. Biblioteket havde kun ganske få bøger, hvilket slet ikke var nok til at dække behovet i området.

Takket være de bidrag, der kom ind her på hjemmesiden i første halvdel af 2008, lykkedes det at indsamle de 83.499 kroner, det kostede at finansiere projektet, og byggeriet kunne begynde i sommeren 2008. Både børn og voksne fra lokalområdet hjalp håndværkerne med byggeriet.
Biblioteket står nu færdigt og skal blandt andet bruges til at undervise eleverne fra 7. til 12. klassetrin. Derudover skal det også fungere som kulturelt samlingspunkt for alle byens borgere, hvoraf omkring 2.000 er børn, der går i skole. På den måde får både børn og voksne mulighed for at blive bedre til at læse.



