BØRNEHAVE MED LATRINER TIL LANDSBYEN KPÉGNON I TOGO
I store dele af Togo er der mangel på børnehaver. Især i de landlige områder har regeringen ikke ressourcer nok, og derfor overlades mange børn til sig selv. Dette problem gør sig gældende i landsbyen Kpégnon i det sydlige Togo, hvor mange forældre ikke har mulighed for at sende deres børn i børnehave. I stedet må børnene gå hjemme. Formålet ved dette projektet er at bygge en børnehave med to klasseværelser og tilhørende lagerrum, kontor og latriner.
Børnehaver har en høj prioritet i BØRNEfondens arbejde, da de spiller en utrolig vigtig rolle i forberedelsen af børnene til deres videre skolegang. Ved at gøre en indsats allerede mens børnene er i 3-5 års alderen, udvikles deres motoriske og psykiske færdigheder, ligesom det træner deres evner til at fungere socialt i en større gruppe.
Erfaring viser også at børnehavebørnenes ældre søskende får glæde af børnehaven, da de får mulighed for at gå i skole og passe deres skolegang, hvor de ofte før måtte blive hjemme og passe deres mindre søskende.
Vigtigt fundament
I børnehaven lærer børnene også gradvist mere fransk, hvilket er det sprog som undervises på i skolerne. De enklte familier taler ofte et lokalt sprog, hvorfor træningen i fransk ruster dem til et fremtidigt skoleforløb.
Et forløb i en børnehave giver børnene et godt fagligt og socialt fundament og gode forudsætninger inden de begynder i 1.klasse. Projektet inkluderer ligeledes latriner, som er et vigtigt skridt i retning mod at forhindre smitsomme sygdomme som fx diarré og kolera.

Her ses et billede fra et af BØRNEfondens andre børnehaveprojekter (Foto Ditte Valente)
Vær med til at støtte
Du kan være med til at hjælpe børn og forældre i Kpégnon og støtte projektet direkte gennem denne hjemmeside, tryk på "Støt Projekt" knappen øverst i højre side af denne side. Når projektet er gennemført vil det være muligt at se billeder og læse om det færdige projekt her på hjemmesiden. Ved anden betaling end her på hjemmesiden, f.eks. girokort eller netbank, oplys venligst følgende ved indbetaling: DK031807.


