BØRNEHAVE OG LEGEPLADS VED KANTÈ I BENIN
Projektet er afsluttet
I store dele af Benin mangler der børnehaver. Især i de landlige områder har regeringen ikke ressourcer nok, og derfor overlades mange børn til sig selv. De forberedes ikke til skolelivet gennem samvær med andre børn, leg og læring. Derudover bliver ældre søskende sat til at passe de yngre søskende og får derfor ikke selv tid til at gå i skole.
Et af BØRNEfondens kerneområder er at sikre børn adgang til uddannelse, og opførelsen af børnehaver er en vigtig brik til at nå dette. BØRNEfonden er derfor gået ind i arbejdet med at bygge private børnehaver, som ikke kun de rigeste familier har muligheden for at benytte sig af.
Det blev besluttet, at der skulle bygges en børnehave og en legeplads i området ved udviklingscenter 417 i landsbyen Kantè i det nordvestlige Benin. Indbyggerne i Kantè lever under særligt hårde forhold - jorden i området er dårlig, og høsten er aldrig tilstrækkelig. Indbyggerne i landsbyen havde allerede bygget en børnehave, men da hytten var bygget af dårligt materiale var den ofte utæt.
Den nye børnehave og legeplads står nu færdig og er klar til brug. Der er også blevet bygget latriner, der skal højne hygiejnen, så man undgår sygdomme som diaré. Derudover er der opstillet en vandtank, så både børn og lærere kan få rent drikkevand hver dag.
Her kan du se billederne af det færdige resultat:


