HEGN TIL BØRNEHAVE I BENIN

seroquel

Landsbyen Basson ligger i området ved udviklingscenter 414 i Benin. I landsbyen ligger en børnehave, som BØRNEfonden har været med til at bygge. Her kan børn i alderen tre til fem år lege sammen og forberede sig på at skulle begynde i skole.

Desværre mangler børnehaven et hegn rundt om grunden til at beskytte børnene.

Børnehaven er placeret i et område med mange bebyggelser, og da området ikke er indhegnet, benytter mange fodgængere sig af stedet og forstyrrer de daglige aktiviteter. Desuden kører både cyklister og motorcyklister gennem området, og børnene risikerer dermed at blive kørt ned eller at komme alvorligt til skade.



Det er vigtigt for børnenes velbefindende og fortsatte udvikling at de vokser op i trygge rammer og bliver beskyttet imod farer. Et hegn vil kunne skabe den ro som både børnene og deres lærere har brug for, for at kunne trives.

De 37.405 kroner som projektet koster at realisere er på under to måneder blevet indsamlet her på hjemmesiden.

Arbejdet med at få bygget muren gik i gang i januar 2010 og stod færdig i maj måned 2010. Muren har skabt en fysisk ramme for børnehavens aktiviteter og har betydet, at børnehaven nu har fået den ro og sikkerhed, der førhen har manglet.  

Projektet er forløbet uden forsinkelser, og budgettet er blevet overholdt. I forbindelse med projektets udførelse har chefen for udviklingsenheden i området og børnehavens forældreforening arbejdet tæt sammen for at sikre en konstruktiv og langsigtet implementering af projektet. Forældreforeningen har også hjulpet med at forsyne arbejdet med vand. Det er ligeledes forældreforeningen, der i samarbejde med lederen i børnehaven, vil stå for vedligeholdelse og reparation af muren. 

Vi vil gerne takke alle bidragsydere, der har hjulpet os med at hjælpe børnehaven i Basson.