KORNMØLLE TIL KVINDERNE I MANACOUNGO I MALI
Én af de ting, der tager meget tid for kvinderne i den daglige husholdning er at male mel: Fire timer tager det at male fem kilo korn, og det skal gøres hver dag, hvis familien skal have noget at spise.
Landsbyen Manacoungo i Kilidougou, har omkring 530 indbyggere, hvoraf de 390 er kvinder. BØRNEfonden har derfor – takket være de mange bidrag, der er kommet ind fra sponsorer og donerer – bygget en kornmølle til kvinderne, for at give dem mere tid og overskud til andre aktiviteter, blandt andet tid til at tage sig mere af deres børn.
I projektets indgår også uddannelse af en gruppe kvinder, der skal kunne tage sig af møllens drift og opførelsen af et lille hus, som møllen kan opbevares i.
Større indtjening
Et af målene for de lokale myndigheder er at skabe mere indkomst for befolkningen i området, og en af de store muligheder for det er at producere og sælge sheasmør. Problemet er, at de fleste kvinder indtil nu har malet sheanødder på traditionel vis, og det tager tid. Tid, de har taget fra deres almindelige daglige arbejde.
Med den nye kornmølle kan kvinderne både male deres eget korn og sheanødderne og stadig få mere tid til familien og andre gøremål.


