BØRNEHAVE OG LATRINER VED PIYO I TOGO

seroquel

Projektet er afsluttet
Projektet er nu gennemført med stor succes. Nederst på siden kan du se billeder af det færdige resultat.

Takket være jeres støtte er der nu blevet opført en børnehave med tilhørende latriner, kontor og lagerrum. Projektet har medført, at børnene nu har fået nogle trygge rammer, hvorindenfor de kan udvikle sig socialt og fagligt og forberedes til videre skolegang. Opførelsen af latrinet vil være med til at sikre en bedre hygiejne og mindske risikoen for sygdomme.
 


 

I landområderne i Togo er der mangel på børnehaver. Ved udviklingscenter 334 i landsbyen Piyo i den nordlige del af landet bor der over 200 børn mellem tre og fem år. På de sidste ti år er der kun bygget én enkelt børnehave, der slet ikke kan møde det store behov. Formålet med dette miniprojekt er derfor at bygge en børnehave med tilhørende lagerrum, kontor og latriner.

Oprettelse af børnehaver har en meget høj prioritet i BØRNEfonden, fordi børnene bliver stimulerede i form af forskellige aktiviteter, der udvikler deres motoriske og psykiske færdigheder. Det træner også deres begrebsforståelse og øver dem i at fungere socialt i en større gruppe.

I børnehaverne får børnene også tid til at lege sammen med deres kammerater. Børnehavebørnenes ældre søskende får også glæde af børnehaven, da de på den måde får tid til at passe deres skolegang. Normalt ville de tit skulle blive hjemme og passe deres mindre søskende.

 alt
ENTUSIASME. Den meget entusiastiske børnehavelærer Kadiatou Bagayako underviser børnene. Her en råbesang i en børnehave i Mali. Foto: Ditte Valente.

Samtidig lærer børnene gradvist mere og mere fransk, som er det sprog, der undervises på i skolerne. Hjemme i familien tales normalt et lokalt sprog. På den måde bliver de også bedre rustede til at begynde i skole senere.

Børnehaverne er derfor særdeles vigtige for børnenes udvikling og giver dem gode forudsætninger, inden de begynder i grundskolens 1. klasse. Børnene kan gå i børnehave, mens de er mellem tre og fem år.

Udover børnehaven vil der også blive bygget latriner, der er en vigtig forudsætning for at undgå smitsomme sygdomme som f.eks. diarré og kolera.

Projektet blev lagt på hjemmesiden til indsamling i starten af januar 2010. På kun 5 måneder er der indsamlet de 107.737 kr., som projektet koster at gennemføre. Arbejdet vil blive sat i gang i løbet af juni måned og forventes færdigt i løbet af januar 2011. Billeder fra det færdige projekt kan ses her på siden til den tid. Tak til alle, der har bidraget.