SOLCELLELYS TIL FØDEKLINIK I ZIGLA I BURKINA FASO
I Burkina Faso bliver det mørkt allerede ved seks-syv tiden om aftenen - året rundt. Elektricitet er ofte en mangelvare, så når solen går ned er det flere steder umuligt at fortsætte arbejdet.

På en fødeklinik kan man i sagens natur ikke begrænse arbejdet til de lyse dagtimer. Det har indtil for nylig desværre været tilfældet på sundhedscentret i Zigla, da der ikke har været installeret elektricitet.
Det nye solcelleanlæg har gjort det muligt for personalet at arbejde på alle tider af døgnet - når behovet var til stede.
Projektet blev finansieret i løbet af ganske få uger i december 2008 af nogle af BØRNEfondens sponsorer, der blev ringet op i forbindelse med en cpr-nummer kampagne. Projektet var berammet til at koste 38.000 kroner, men viste sig at være langt billigere. Slutbeløbet blev 27.330 kroner - og for dette beløb kunne der endda installeres lys i endnu en del af sundhedscentret, hvor patienterne er indlagt til observation.
De resterende lidt over 10.000 kroner er blevet brugt til at købe senge, madrasser, stole, forhæng til døre og vinduer og rulleborde og stativer til medicin. Alt sammen tiltag, der er med til at forbedre forholdene betragteligt for både patienter og personale.



