FILIPPINERNE

seroquel

Filippinerne er en republik og et ørige i Sydøstasien. De mange øer afgrænser Det Sydkinesiske Hav fra Stillehavet. Landet består af mere end 7.100 øer, hvoraf 860 er beboede. Den samlede kystlinje er 13.000 km.

Ud for Stillehavskysten ligger Filippinergraven med Galatheadybet (10.540 m), som er en af verdens allerdybeste dybhavsgrave.

FILIPPINERNE

  • Indbyggere: 99.900.177
  • Hovedstad: Manila
  • Sprog: filippinsk og engelsk (officielle) samt otte større dialekter
  • Klima: tropisk monsun
  • Religion: katolikker (81%), andre kristne og frikirketilhængere (9%) og muslimer (5%)
  • Forventet levealder: 71 år
  • Børnedødelighed: 20 af 1.000
  • Analfabeter: 7%
  • Lever under fattigdomsgrænsen på 1,25 US dollars om dagen: 23%
  • Børn under 15 år, der arbejder: 12%
  • Adgang til rent drikkevand: 96% i byer og 88% på landet
  • Børn i grundskole: piger 89% og drenge 88%


Klima

Klimaet i Filippinerne er varmt, fugtigt og tropisk. Den gennemsnitlige årlige temperatur er på 26° Celsius. Filippinerne har normalt tre årstider: Tag-init eller Tag-araw (den varme periode eller sommer som ligger fra marts til maj), Tag-ulan (regnsæsonen fra juni til november) og Tag-lamig (den kolde periode fra december til februar). Gennemsnitligt rammes landet af 19 tyfoner om året.

Historie

Filippinerne blev koloniseret af Spanien i 1565, der ville have adgang til den lukrative krydderihandel og udbrede kristendommen i befolkningen. Filippinerne erklærede selvstændighed fra Spanien i 1899, men blev kort efter underlagt USA.

I 1907 blev et delvist selvstyre indført og i 1935 indførtes reelt selvstyre, hvor USA havde ledelsen af forsvar og udenrigspolitik. I 1942 blev Filippinerne besat af Japan, men amerikanske tropper befriede landet i 1944. Den 4. juli 1946 proklameredes Den Filippinske Republik.

De økonomiske fremtidsudsigter så gode ud for landet op gennem 1950'erne og 1960'erne, men da det økonomiske boom slog igennem i Asien, sagtnede Filippinerne agterud.

Filippinske børn griner, mens de fylder en spand med rent drikkevand fra vandpumpen. Foto: Rebecca Janes

Den eksportorienterede industrialisering blev ikke en succes, og Filippinerne oplevede en økonomisk krise i 1980'erne med stor låntagning og social tilbagegang til følge. Også den asiatiske finanskrise i 1997 var et hårdt slag for Filippinernes økonomi, og det kom til store folkelige protestdemonstrationer.

Gloria Macapagal Arroyo fra det politiske centrumparti Lakas Kampi CMD blev valgt til præsident i 2001. Regeringen overlevede et mytteri i hæren i 2003 og blev genvalgt i 2004.

Sprog og befolkning

Der tales omkring 160 sprog i Filippinerne, der alle tilhører den austronesiske sprogfamilie, men flere af sprogene tales kun af nogle få hundrede mennesker. Hovedsprogene er tagalog og cebuano, der tales af henholdsvis cirka 15 millioner og cirka 20 millioner.

De officielle sprog er engelsk, der bruges i administrationen og medierne, og pilipino, der er en mere udbredt variant af tagalog. Spansk, der tidligere var det officielle sprog, har nu kun betydning i forhold til navngivning, da de fleste filippinere både har spanske for- og efternavne.

Cirka 90 procent af den filippinske befolkning består af forskellige malaysiske folkeslag. Den oprindelige befolkning på Filippinerne, negritoerne, lever i små grupper fortrinsvis på Luzon og Mindanao; nogle af dem ernærer sig stadig ved indsamling og jagt.

KILDER: United Nations Development Programme, Udenrigsministeriet, CIA - The World Factbook & Unicef.