MALI
MALI
- Indbyggere: 13.796.354
- Hovedstad: Bamako
- Sprog: Fransk (officielt), bambara og andre afrikanske sprog
- Klima: Subtropisk. Tørt ørkenlandskab mod nord, varierende mod syd
- Religion: Muslimer (90%), animister (9%) samt kristne (1 procent)
- Forventet levealder: 52 år
- Børnedødelighed: 113 ud af 1000
- Analfabeter: 54%
- Lever under fattigdomsgrænsen på 1,25 US dollars om dagen: 51%
- Børn under 15 år, der arbejder: 34%
- Børn i grundskole: Drenge 46%, piger 40%
BØRNEfonden har arbejdet i Mali siden 2003.
Klima
I den sydlige og vestlige del af Mali er der en kort regntid fra juni til september. Her falder der i gennemsnit cirka 1.400 millimeter nedbør. Længere mod nord er mængden af nedbør ujævn fra år til, men ligger i gennemsnit på 230 millimeter.
Den nordlige del af Mali - den største del af landet - består af ørken og er karakteriseret ved et nærmest totalt fravær af nedbør.
Malis dagtemperatur er i gennemsnit 28 grader, men kan nå helt op til 45 grader. I nogle perioder er landet plaget af tørke flere år i træk.
Historie
Staten Mali har eksisteret siden 1960 og var i en kort periode en sammenslutning af Fransk Sudan og Senegal. Indtil 1960 havde både Fransk Sudan og Senegal været under fransk kontrol, men efter 1960, med landenes løsrivelse fra den franske kolonimagt, dannede de sammen Føderationen Mali.
Da Senegal to måneder senere trak sig tilbage fra Føderationen, blev det tilbageværende område, det tidligere Fransk Sudan, omdøbt til blot Mali. Hele området havde siden 1904 eksisteret under det franske navn Haut-Sénégal-Niger.
I de første 31 år efter Malis selvstændighed var landet en diktaturstat. Først i 1991 lykkedes det for den nuværende præsident, Amadou Touré, at gennemføre et militærkup, der har ført landet frem til at være et af Afrikas mest stabile demokratier. I 1992 vandt Alpha Konaré Malis første demokratiske præsidentpost. Efter to perioder som præsident trådte han af i overensstemmelse med forfatningen, hvorefter Amadou Touré på ny blev valgt som præsident.
Sprog og befolkning
Mali har cirka 13 millioner indbyggere. Landet består af mange forskellige etniske grupper, hvoraf Mande er den største med i alt 50 procent af den samlede befolkning. De sidste 50 procent består af forskellige grupper som f.eks. Peul (17%), Voltaic (12%) samt andre, mindre etniske grupper.
Det officielle sprog i Mali er fransk. Derudover taler cirka 80 procent af befolkningen Bambara, mens de fleste i befolkningen taler yderligere et eller flere af de mange lokale sprog.

Den dominerende religion i Mali er islam, der dyrkes af mere end 90 procent af befolkningen. Cirka én procent bekender sig til kristendommen, mens ni procent af befolkningen dyrker de oprindelige, såkaldte animistiske religioner.
Kilder: Unicef og CIA World Factbook
