ELEVER I TOGO VENTER PÅ TOILETTER

seroquel

Projektet er nu fuldt finansieret og pengene sendes til Bandjéli i Togo. Når projektet er afsluttet kan du se billeder af det færdige resultat her på siden.

I landsbyen Bandjéli i Togo går 1066 elever i skole, men de har ikke adgang til ordentlige toiletter. Du kan være med til at forbedre hygiejnen ved at støtte etableringen af fire nye latriner (simple toiletter) til gavn for skolens elever.
Af Jacob Stærk

Skolen i Bandjéli har brug for nye latriner. Indtil nu har eleverne været nødt til at bruge buskadset omkring skolen, når de skal på toilettet. Det har blandt andet medført, at området omkring skolen er blevet mere og mere uhygiejnisk, hvilket øger risikoen for sygdomme.

I samarbejde med danske sponsorer ønsker BØRNEfonden at etablere fire nye latriner, der skal give eleverne ordentlige toiletforhold, forbedre hygiejnen og skabe bedre betingelser for undervisningen. De nuværende latriner blev bygget i 1975 og er helt nedslidte. De lokale myndigheder har ikke mulighed for at bygge nye, og landsbyens beboere er så fattige, at de heller ikke har midlerne til det.

Latriner er vigtige
Hos BØRNEfonden er det en regel, at sponsorbørn skal gå i skole. Men på grund af den manglende adgang til latriner går mange børn hjem for at komme på toilettet, og ofte vender de ikke tilbage før dagen efter. Derudover er det et stort problem for skolens unge piger, at de ikke har mulighed for privatliv, når de går igennem puberteten. På den katolske grundskole i Kandé har man tidligere haft samme problem.

”De menstruerende piger blev drillet af de mindre piger, og de havde i det hele taget ikke lyst til at andre så dem, når de menstruerede,” fortæller Hortense Halawi, der er lærerinde på skolen i Kandé.

”Vi var meget glade for at få toiletterne, for det var besværligt, når vi skulle andet end at tisse,” siger Elisthe, elev på skolen.

Dit bidrag gør en forskel
Det koster kun 26.841 kroner at bygge fire nye latriner i Bandjéli. Efter opførelsen af latrinerne vil der blive nedsat en toiletkomité, der skal sikre vedligeholdelsen af latrinerne og undervise eleverne i vigtigheden af at vaske hænder og holde latrinerne rene.

BØRNEfondens projektansvarlige og det lokale udviklingscenter vil supervisere bygningsarbejdet, så alt forløber, som det skal.