HJÆLP SKOLE I BENIN MED AT BYGGE ET BIBLIOTEK
På mellemskolen i byen Bantè i Benin har de godt 1900 elever ikke adgang til skøn- og faglitteratur. Der er nemlig ikke noget bibliotek – hverken på skolen eller noget andet sted i området.
Byens beboere og de lokale myndigheder har i forvejen meget få ressourcer, og har ikke mulighed for at opføre et bibliotek. Det er derfor et stort ønske blandt skolens ledelse, lærere og elever at bygge et bibliotek i samarbejde med BØRNEfonden, hvor eleverne har adgang til viden og plads og ro til fordybelse.
Helt konkret består projektet derfor i at opføre et bibliotek på mellemskolen og forsyne det med stole, borde, hylder og vigtigst af alt – masser af bøger.
Biblioteket vil ikke kun komme mellemskolens 1900 elever til gode. Også børnene i grundskolerne og Bantè’s øvrige beboere vil få adgang til bibliotekets fag- og skønlitteratur.
65 % af befolkningen I Benin er analfabeter. Det er bl.a. derfor, at et projekt som dette, som kan være med til at sikre, at eleverne får mest muligt ud af deres skolegang, er ekstremt vigtigt.
Her ses resultatet af et af BØRNEfondens andre biblioteksprojekter.
Projektets forløb
Når projektet er fuldt finansieret, vil det tage fem mdr. at gennemføre. Skolens forældreforening vil i samarbejde med de lokale myndigheder stå for vedligeholdelsen af biblioteket.
Støt projektet
Med din hjælp kan skoleeleverne og Bantè’s beboere få det bibliotek, de mangler. Du kan støtte projektet direkte gennem denne hjemmeside ved at klikke på ”Støt projekt” øverst til højre på denne side. Når projektet er færdigt vil du kunne se billeder af det færdige resultat her på siden. Ved anden betaling end her på hjemmesiden, fx girokort eller netbank, oplys venligst følgende ved indbetaling: DK041416.


