KLASSEVÆRELSER TIL MELLEMSKOLE I GOGO, BURKINA FASO
På mellemskolen i kommunen Gogo i Burkina Faso er der 1119 elever fordelt på 13 klasseværelser. Det betyder at der er over 90 elever i mange af klasserne. De overfyldte klasseværelser forringer elevernes udbytte af undervisningen og forhindrer nye elever i at starte i mellemskolen.
Selvom langt de fleste børn i Burkina Faso afslutter deres uddannelse efter grundskolen, er der i disse år et stigende antal børn, der ønsker at fortsætte videre til mellemskolen. For at imødekomme dette ønske og øge tilslutningen til mellemskolen har de lokale myndigheder i Gogo kommunen syd for Burkina Fasos hovedstad Ouagadougou indført en regel om, at alle elever der færdiggør grundskolen skal være garanteret adgang til mellemskolen. Det stiller store krav til uddannelsessystemet i kommunen som, trods udbygninger over årene, slet ikke har kapacitet til at rumme de mange børn som er ivrige efter at fortsætte deres uddannelse efter grundskolen.
BØRNEfonden har i samarbejde med de lokale myndigheder tidligere opført 13 klasseværelser til mellemskolen, men elevtilstrømningen fortsætter med at stige og klasserne er fyldt til deres maksimum.
Derfor vil BØRNEfonden nu bygge tre møblerede klasseværelser til mellemskolen. Den forøgede kapacitet vil tynde ud i klasserne og dermed bidrage til at øge kvaliteten og elevernes udbytte af undervisningen.
Det er klasseværelser som dette, du kan være med til at bygge til eleverne i Gogo
Uddannelse skaber udvikling
I Burkina Faso er lidt over halvdelen af befolkningen under 18 år. Derfor er der et enormt behov for en fokuseret indsats på uddannelsesområdet – det er de unge, der skal skabe fremskridtet og udviklingen og det får de bedst mulighed for gennem uddannelse.
Ved at støtte dette projekt direkte her på hjemmesiden, kan du bidrage til, at flere børn i Gogo får mulighed for at fortsætte deres uddannelse efter grundskolen.
Tryk på "Støt Projekt" knappen øverst til højre på denne side for at give et bidrag. Når projektet er fuldt finansieret vil det tage omkring 12 mdr. at gennemføre. Herefter vil du kunne se billeder og læse om det færdige resultat her på siden.
Ved anden betaling end her på hjemmesiden, for eksempel på girokort eller over netbank, beder vi dig venligst oplyse følgende projektnummer: DK061305


