Sundhed


I nogle af de lande, hvor BØRNEfonden arbejder, dør op imod hvert femte barn, inden det er fyldt fem år. Størstedelen af disse dødsfald kan undgås enkelt og billigt med forebyggende indsatser og behandling.  

Sunde børn har langt bedre chancer for at overleve de første leveår, og vokse og udvikle sig. Et godt helbred er en vigtig forudsætning for, at børn kan lære noget i skolen og klare sig godt videre i livet.

Derfor arbejder BØRNEfonden for at styrke sundhedstilstanden blandt børn og unge i fattige lande ved at forebygge sygdomme og forbedre adgang til sundhedsydelser.

BØRNEfonden samarbejder med lokale sundhedsmyndigheder og støtter lokale sundhedscentre med nye bygninger og udstyr og ved at videreuddanne sundhedspersonalet. 

I sundhedscentrene vejes og måles små børn, så mødrene kan følge børnenes vækst og udvikling. Børnene bliver vaccineret, og forældrene får rådgivning om sund mad for små børn. 

Igennem oplysning får befolkningen viden om, hvordan de kan forebygge og behandle underernæring, diarre, malaria og andre sygdomme, mens etablering af brønde og latriner forbedrer hygiejnen og bekæmpe sygdomsudbrud.

For de unge handler det for BØRNEfonden om at give viden, så de beskytter sig imod uønsket graviditet og kønssygdomme.