Gensyn med Mouhamadi

Der sker en reel udvikling de steder, hvor BØRNEfonden arbejder. Det erfarede Lisbeth Larsen, da hun i 2010 besøgte Burkina Faso for anden gang. Her blev hun genforenet med sit sponsorbarn Mouhamadi.


”At møde sit sponsorbarn er en stor oplevelse. At gense sit sponsorbarn er en endnu større oplevelse”, beretter Lisbeth om sine ture til Burkina Faso.

I 2004 arbejdede hun en måned som frivillig på Børnefondens kontorer i landet. Det bedste minde fra opholdet var dog de tre dage, hun tilbragte i området, hvor Mouhamadi boede.


Selvom mindet om de fyldte klasseværelser og de primitive huse står stærkt, husker Lisbeth tydeligst sin begejstring over familiens varme velkomst og over de projekter, der var i landsbyen. Der var en børnehave, en skole og en sundhedsklinik. Områdets piger havde mulighed for at komme i lære som syersker, mens drengene kunne tage en håndværkeruddannelse.


En forandret Mouhamadi

Seks år senere vendte Lisbeth tilbage til landsbyen og mødte Mouhamadi på hans nye skole. Han var forandret. Foran hende stod nu en venlig, udadvendt ung mand, der var meget forskellig fra den generte 12-årige dreng, hun huskede. Han havde lært engelsk og kunne derfor selv fortælle om livet i familiens nye, større hus og om sine planer om at uddanne sig til planteavler.


”Det var en sand fornøjelse at se, hvordan han har udviklet sig”, mindes Lisbeth og tilføjer: ”Endnu en gang blev jeg overbevist om, at mit bidrag til BØRNEfonden bliver brugt på den bedst mulige måde.”

Vil du også være sponsor?
Du kan hjælpe et barn med at få en bedre fremtid og sikre barnet en skolegang og en sund opvækst. Du støtter samtidig barnets familie.