Sponsorbesøg med nuancer

Et besøg hos et sponsorbarn kan være med til at sætte tilværelsen i perspektiv. Man ser med egne øjne de forskelle, der er mellem en danskers liv og et liv i et udviklingsland. Men man opdager samtidig mange ting, som binder mennesker sammen på tværs af kulturer. Det oplevede sponsor Inge Gillesberg, da hun sammen med sine to sønner besøgte sponsorbarnet José på Kap Verde.


I 2008 havde Inge Gillesberg været sponsor i ni år, og hun syntes, at hun havde lært en hel del om sit sponsorbarn. Men hun havde aldrig overvejet at besøge ham. Kap Verde var meget langt væk og føltes som en helt anden verden.


”Det ændrede sig dog, da jeg læste nogle artikler om sponsorbesøg og samtidig så, at Kap Verde var ved at blive et turistmål”, forklarer Inge. Derfor tog hun af sted sammen med sine to sønner.


Fælles glæder

Den økonomiske ulighed imellem de lokale og turisterne var meget tydelig for Inge, og kløften mellem de to verdener føltes stor. De boede selv på et fint hotel; Josés familie boede i en lerklinet hytte. 


I løbet af besøget fik Inge dog øjnene op for de ting, som alligevel var fælles for de to familier, der ellers levede under så forskellige vilkår. Glæden ved at spille fodbold, at spise et hjemmelavet måltid og ved at høre den musik, Josés far spillede på sin mundharmonika var noget de alle delte.


At Inges sønner tog del af den oplevelse, sætter hun stor pris på.

”Jeg tror, at turen har givet dem et mere nuanceret syn på deres egne privilegier”, fortæller hun.

Vil du også være sponsor?
Du kan hjælpe et barn med at få en bedre fremtid og sikre barnet en skolegang og en sund opvækst. Du støtter samtidig barnets familie.