De typiske spørgsmål

Hvorfor kan jeg ikke selv vælge, hvilket barn jeg vil støtte?
BØRNEfonden ønsker ikke, at kriterier som religion, udseende, familieforhold eller dygtighed skal ligge til grund for valg af det barn, man støtter. Alle børnene har brug for hjælp. Du kan angive enkelte kriterier for barnet, nemlig land og køn. Så vil BØRNEfonden efterfølgende vælge det barn, som ud fra disse kriterier, har ventet længst på en sponsor. Hvis du ønsker at støtte et ældre barn, som fx har mistet sin sponsor, skal du være velkommen til at kontakte os, så finder vi en løsning. 

 

Hvordan vælges børnene? 
Udviklingscenterets medarbejdere finder i samarbejde med medarbejdere fra vores nationale kontorer frem til de områder, hvor det vil være egnet for BØRNEfonden at arbejde de kommende 15-20 år. I området vælges familierne ud fra deres økonomiske og sociale livsbetingelser. Kun ét barn i hver familie bliver udvalgt, men hele familien støttes gennem dit bidrag. Familien forpligter sig til at deltage aktivt i BØRNEfondens udviklingscenters aktiviteter. Den rådgivende komité i området er ansvarlig for, at BØRNEfondens programmer gennemføres og deltager derfor også i udvælgelsen af nye familier, der kommer til. 

 

Kan jeg forvente, at barnet får en længere uddannelse? 
Nej, man kan selvfølgelig ikke garantere en længerevarende uddannelse. Uden skoleuddannelse er mulighederne for et bedre liv meget ringe, derfor er det vigtigt, at familierne viser, de vil støtte op om deres børns skolegang. BØRNEfondens ansatte på udviklingscentrene gør en stor indsats for at motivere og oplyse forældrene om, hvor vigtig skolegang er for deres børn.

Alligevel oplever vi, at nogle børn forlader skolen meget tidligt. Nogle flytter, fordi de tror på bedre muligheder andre steder. Nogle bliver gift tidligt, og andre gange er børnene, på grund af sygdom eller dødsfald i familien, nødt til at tage ansvar for husførelsen. I alle de tilfælde gør BØRNEfondens medarbejdere en stor indsats for at forsøge at få børnene tilbage i skolen igen.

BØRNEfonden tilbyder også alternativer til de unge, der har det svært med den klassiske skolegang eller på andre måder er udfordret. Det gør vi bl.a. med tilbud om fagskoler og undervisning i andre livsfærdigheder for at give dem et nyttigt alternativ til en boglig uddannelse.

Det er generelt imod hårde odds at få sig en uddannelse i Afrika, og man kan ikke sammenligne vilkårene med vores i Danmark. De år, børnene går i skole, er med til at skabe den gode start i livet, også selvom det kun er grundskolen, der gøres færdig.

 

Hvor længe varer et sponsorat?
BØRNEfonden støtter op om barn og familie, indtil deres livsvilkår er tilstrækkeligt forbedret og vi arbejder samtidig med langsigtede løsninger for hele lokalsamfundet. Sponsorbørnene og deres familier er en stor del af dette og da BØRNEfonden er tilstede i et lokalområde i omkring 20 år, er det vigtigt at kunne fortsætte udviklingen med flere familier, selvom et enkelt sponsorbarn stopper.

 

Et sponsorat stopper derfor heller ikke automatisk ved et barns bestemte alder, men afhænger af behov og udvikling. I de lande, hvor sponsorbørnene bor, er det hårde vilkår at tage en uddannelse og meget almindeligt at gå en eller flere klasser om. Nogle unge stopper derfor først, når de er 20-25 år.

Årsagerne kan være mange, men det skyldes meget ofte, at børnene starter sent i skole, at de har været nødt til at gå en eller flere klasser om eller de af andre årsager har haft svært ved at gennemføre traditionel skolegang og derfor skifter retning undervejs. BØRNEfonden arbejder med alternativer til de unge, bl.a. med tilbud om fagskoler og undervisning i andre vigtige livsfærdigheder. 

 

Et sponsorat kan dog også stoppe i utide, hvis familien flytter, levestandarden forbedres eller noget helt andet. Uanset hvad årsagen er, så modtager du besked direkte fra BØRNEfonden. Vi vil samtidig tilbyde dig at fortsætte som sponsor for et andet barn, så vi fortsat kan sikre det gode arbejde med at skabe en bæredygtig fremtid for børn, unge, familier og lokalsamfund.

 

Det er helt din egen beslutning, om du vil være sponsor for det nye barn. Du skal blot huske at fortælle os det, hvis du ønsker at ændre på sponsoratet. Måske har du lyst til at være sponsor for et ældre barn eller i et andet land? I så fald finder vi selvfølgelig en løsning, der passer til dig.

 

 

Du vil i den årlige rapport om barn og familie kunne følge med i udviklingen og er altid velkommen til at kontakte os med spørgsmål på 70221211.

 

 

 

Kan I hjælpe mig med at arrangere et besøg hos sponsorbarnet? 
Naturligvis og vi kan kun anbefale, at alle sponsorer prøver det. Visum, selve rejsen og opholdet i det pågældende land skal du selv arrangere. BØRNEfonden er behjælpelig med selve besøget: afhentning fra hotel, kørsel til og fra selve besøget og evt. tolkebistand. Du skal forvente, at du skal betale for benzin/diesel, en medarbejder fra landekontoret og eventuelt en tolk. 

 

Det tager tid at arrangere et vellykket besøg, og du skal derfor kontakte BØRNEfonden i god tid, mindst otte uger inden du forlader Danmark. Dette er nødvendigt, for at vi kan sikre, at barn og familie er hjemme, når du kommer, og for at kunne forberede dem på den store begivenhed, det er at få besøg fra Danmark. Husk, hvis du skulle blive forhindret i at gennemføre besøget, så er det yderst vigtigt at give BØRNEfonden besked hurtigst muligt. På den måde undgås det, at medarbejdere, barnet og familien venter forgæves. 

 

Hvorfor ser jeg ingen udvikling i barnets tegninger? 
Det barn, du støtter, udvikler sig naturligvis – også selvom det nogle gange kan være svært at se på de tegninger du modtager. Det hænger sammen med, at afrikanske børn sjældent tegner som en naturlig del af deres opvækst som vi fx kender det i Danmark, hvor tegninger er en naturlig del af børnehaver og skolen. Nogle børn kigger efter den tegning, som de lavede forrige gang, og derfor kan tegningerne komme til at ligne hinanden. Vestafrikanske børn udtrykker sig i langt højere grad gennem dans og musik, hvilket desværre er svært at formidle videre. Læs artikel om afrikanske børns tegninger. 

 

 

Hvordan kan jeg følge barnets og familiens udvikling? 
Child And Family Update er baseret på et besøg familien har haft af en medarbejder fra det udviklingscenter de er tilknyttet. Ved besøget drøftes barnets og familiens sociale, sundhedsmæssige og økonomiske udvikling og på baggrund af denne samtale udarbejdes der en Child And Family Update som sendes til dig. Child And Family Update gør det muligt for dig at følge barnet og familiens udvikling og den giver dig en ide om, hvordan din støtte er med til at gøre en forskel.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvorfor steg sponsoratet 5 kr. pr. 1. januar 2017?

BØRNEfonden gør en stor indsats for at effektivisere organisationen og arbejdet i vores programlande, så flest mulige penge går til arbejdet med børn, unge, deres familier og lokalsamfundene.

 

Prisudviklingen i Danmark og i landene med sponsorbørn gjorde det nødvendigt at regulere det månedlige sponsorbidrag med godt 2 % fra 220 kroner til 225 kroner pr. 1. januar 2017. Sponsorbidraget blev senest reguleret for to år siden.

 

Bidraget er fradragsberettiget. Når du som sponsor har oplyst dit CPR-nummer, sørger BØRNEfonden for, at SKAT får besked. 

 

Hvordan får jeg fradrag

Alle kan få skattedrag i Danmark, og du får fuldt skattefradrag for din støtte til BØRNEfonden. Du kan trække op til 15.600 kr. fra i 2017, da BØRNEfonden er på SKATs liste over godkendte organisationer. Har vi dit CPR-nummer sørger vi for, at du får skattefradag, når året er gået. Du kan oplyse dit CPR-nummer ved at logge ind på Mit BØRNEfonden.

Eksempler på fradrag:

  • Har du indbetalt 10.000 kr. til BØRNEfonden i løbet af året, får du ca 3.000 kr. tilbage i skat
  • Har du indbetalt 12 gange 225 kr. i alt 2.700 kr., får du ca. 900 kr. tilbage i skat

Hvis du bor i udlandet og er begrænset skattepligtig i Danmark, gælder der andre regler. Du kan læse mere på SKATs hjemmeside

 

Hvordan melder jeg mig ud?
Din støtte er vigtig for BØRNEfonden og der er mange familier, der har brug for at finde en vej ud af fattigdommen. I samarbejde med lokalsamfund og lande arbejder vi for at skabe langsigtede løsninger i 15-20 år i hvert lokalområde for at bekæmpe de manglende fremtidsudsigter.

Det kan vi kun gøre takket være vores mange loyale støtter, men et sponsorat i BØRNEfonden er selvfølgelig en frivillig beslutning.

Når du ønsker at stoppe dit sponsorat, giver du os besked på mail@bornefonden.dk eller på 70221211.

Vi kan desværre ikke garantere, at dit sponsorbarn kan få en ny sponsor.

 

Hvordan bruges pengene?
BØRNEfonden sikrer, at dit månedsbidrag anvendes til udviklingsarbejde i sponsorbarnets land. Pengene udbetales ikke kontant til barnet eller dets forældre, men anvendes via det lokale udviklingscenter, som barnet og dets familier er tilknyttet. Herfra anvendes pengene i samarbejde med BØRNEfondens landekontor, til at betale for blandt andet skolematerialer, vaccinationer, medicin, undervisning i ernæring og lignende. 

Pengene bliver også brugt til for eksempel at opføre sundhedsklinikker og børnehaver, bygge brønde og latriner, opkvalificere lærerne og meget mere. Alt sammen noget, der kommer hele samfundet til gode. Målet er at give samfundet tryghed for børnenes fremtid og sætte lokalsamfundet i stand til at løfte sig selv ud af fattigdommen. Som en del af denne langsigtede indsats kan sponsorbidrag også gå til at støtte indkomstskabende aktiviteter, så familierne selv får mulighed for at skabe sig en indtægt og blive selvforsørgende.

 

Hvad dækker mit bidrag?
Det barn du støtter, får dækket udgifter i forbindelse med skolegang, medicin og sundhedspleje. Bidraget dækker i et vist omfang også barnets søskende. Dit bidrag anvendes i samarbejde med det lokale udviklingscenter, som arbejder på at løfte hele lokalsamfundet ud af fattigdom. 

 

Dit bidrag er altså en del af BØRNEfondens langsigtede udviklingsarbejde i ét bestemt lokalområde. Over en periode på 15 – 20 år arbejder vi sammen med familierne og de lokale myndigheder på at forbedre uddannelsesniveauet, sundhedstilstanden, infrastrukturen og indtjeningsmulighederne for lokalbefolkningen, så den næste generation vil være langt bedre stillet, end deres forældre var.

 

Hvordan når pengene frem til sponsorbarnet? 
BØRNEfonden sikrer, at dit månedsbidrag anvendes til udviklingsarbejde i sponsorbarnets land. Pengene udbetales ikke kontant til barnet eller dets forældre, men går til det lokale udviklingscenter, som barnet og dets familier er tilknyttet. Herfra anvendes pengene i samarbejde med BØRNEfondens landekontor, til at betale for blandt andet skolematerialer, vaccinationer, medicin, undervisning i ernæring og lignende. 

 

Pengene bliver også brugt til for eksempel at opføre sundhedsklinikker og børnehaver, som kommer hele landsbyen til gode. Målet er at give lokalsamfundet tryghed for børnenes fremtid og sætte lokalsamfundet i stand til at løfte sig selv ud af fattigdommen. Som en del af denne langsigtede indsats kan sponsorbidrag også gå til at støtte indkomstskabende aktiviteter, så familierne selv får mulighed for at skabe en indtægt.

 

Kan jeg give noget ekstra?
Det kan du i hvert fald. Du kan for eksempel bidrage yderligere til udviklingen for flere familier i lokalsamfundet ved at indbetale et beløb til det udviklingscenter, barnet er tilknyttet. Pengene vil blive anvendt som tilskud til den generelle udvikling af området, som for eksempel småbørnspleje og sundhed, bygning af brønde, latriner eller til aktiviteter og projekter for børn og unge. En gave til udviklingscenteret kommer altså alle i lokalsamfundet til gode. Du bestemmer selv, hvor stort beløbet skal være, dog minimum 125 kr.

Ønsker du at give en pengegave direkte til barn og familie, er der en beløbsgrænse på 125-325 kr. op til to gange om året. Den øvre grænse har BØRNEfonden sat for at undgå ulighed og misundelse i lokalsamfundet. Den nedre grænse skyldes de omkostninger, der er forbundet med administration og indkøb af gaver, samt skrivning af breve. Af alle gavebeløb anvendes 25 kroner til administration.

Ønsker du at støtte på anden vis, kan du også tage en tur i vores webshop

 

Hvordan tilmelder jeg mine indbetalinger til BetalingsService?
Du logger på Mit BØRNEfonden. Her finder du under Betalinger menupunktet: Betalingsservice.
Alternativt kan du kontakte BØRNEfonden, så hjælper vi dig med tilmeldingen. Du skal blot oplyse registrerings og kontonummer på den konto, vi skal trække pengene fra.

Gennem din netbank kan du tilmelde dig med følgende oplysninger: BS-nummer: 02158841, BØRNEfondens CVR 33969813, Debitorgruppenummer: 1, Kundenummer: Dit sponsornummer (inkl. S0 (nul))

 

Jeg har opsagt sponsoratet, men i har trukket penge - hvorfor?
Det er ikke altid er muligt for os at nå at stoppe en trækning i tide. Det hurtigste er, at du selv trækker beløbet tilbage via netbank og afmelder fremtidige træk fra BØRNEfonden. Ellers kan vi indenfor gængse regler tilbagebetale, hvis du gør os opmærksom på det. Det vil kun være en enkelt gang, at problemet kan opstå, og du bliver selvfølgelig ikke opkrævet flere indbetalinger fremover.

 

Hvordan betaler jeg via netbank?
Du kan indbetale via netbank ved hjælp af det nummer der står i bunden af de girokort du modtager fra BØRNEfonden. Koden er en Optical Character Recognition (OCR-kode) og begynder med 71 + 15 cifre + 85372173 .

I det 15 cifrede nummer indgår dit sponsor- eller barnenummer, således vi ved hvad pengene skal gå til. Du kan se OCR-koden på Mit BØRNEfonden, eller vi kan oplyse den til dig på mail eller telefon. Alternativt kan du også overføre penge til registreringsnummer 3001 kontonummer 0001959700. Her er det dog meget vigtigt, at du skriver dit sponsornummer, samt oplyser om indbetalingen er månedsbidrag, eller gave til udviklingscenter eller familien.

Det er vigtigt, at du indbetaler bidrag og gaver separat, da BØRNEfonden ellers vil samle det hele ét sted, og du risikerer fx at komme bagud med dine betalinger.

 

Hvorfor beder BØRNEfonden om mit CPR-nummer?
Hvis du tilmelder dig Betalingsservice, er det nødvendigt for at kunne oprette dig. En anden årsag er, så vi kan indberette dine indbetalinger til SKAT og sikre, at du får fradrag for dine indbetalinger til os.

 

Hvordan bestiller jeg girokort?
Du kan bestille girokort via Mit BØRNEfonden under "Betalinger". For at holde vores administrationsomkostninger nede kan Betalingsservice, onlinebetalinger og netbank være et bedre alternativ. Du kan også tilmelde dig en huskeservice og hver måned få en mail eller en sms med betalingsoplysninger. Du kan ordne det hele på Mit BØRNEfonden

 

Hvorfor er der både blå og røde girokort?
Generelt anbefaler vi, at du anvender Betalingsservice eller betaler vi vores hjemmeside, men ønsker du alligevel at bruge girokort er det meget vigtigt at bruge dem rigtigt, da vi ellers ikke kan garantere korrekt anvendelse.
Røde girokort er kun til indbetaling af pengegaver til barn og familie. Skifter du sponsorbarn, skal du sørge for at få nye girokort til dette barn, eller få nye oplysninger fx til brug i netbank. Log in på Mit BØRNEfonden og se de rette informationer.
De blå er kun til indbetaling af månedsbidrag. Du kan indbetale flere månedsbidrag på det samme girokort og det gælder for alle tilknyttede børn på dit sponsornummer. 

 



Hvordan skriver jeg brev til sponsorbarnet?
Du må endelig gerne skrive til sponsorbarnet og familien og vores indtryk er, at det giver stor glæde i begge ender at have den særlige kontakt. Du kan finde oplysninger om adressen, du skal sende brevet til på Mit BØRNEfonden. Du kan skrive et postkort eller et almindeligt brev på engelsk. Det behøver bestemt ikke at være et langt brev, nogle enkelte linjer kan sagtens række. Vær forberedt på, at din hilsen er længe undervejs, og at der kan gå op til fire måneder, før du modtager svar. Derfor er det også en god ide ikke at skrive et nyt brev, før du har fået svar på det forrige.

 

Hvad er elektronisk post?
I løbet af 2015 bliver det muligt for alle sponsorer med børn i Benin, Burkina Faso, Kap Verde, Mali og Togo at modtage breve og Child And Family Updates fra Afrika elektronisk via Mit BØRNEfonden. At BØRNEfondes medarbejdere i Afrika kan sende breve og Child And Family Updates elektronisk betyder, at der spares både tid og porto, hvilket betyder at flere penge kan gå til udviklingsarbejdet fremfor administration. Desuden betyder det også, at breve og Child And Family Updates når hurtigere frem til dig som sponsor.
Brevene og Child And Family Updates kan ses når du logger ind på Mit BØRNEfonden, hvor du også kan til- eller afmelde dig at modtage posten elektronisk. Når der er nyt fra Afrika til dig, modtager du automatisk en notifikation på mail.

 

Skal jeg have dårlig samvittighed, hvis jeg ikke skriver breve?

Absolut ikke. Barnet og familien ved godt, at det langt fra er alle sponsorer, der skriver, og fra barnets og familiens side er der ingen forventninger til det. Det vigtigste er den hjælp og støtte, lokalsamfundet får gennem dine bidrag. Har du derimod lyst, men det kniber med sproget, kan du få hjælpe af vores frivillige oversættere. Henvend dig til Sponsor Relations så tager vi en snak og sender dig en liste, samt en vejledning.

 

 

Hvad gør jeg, hvis jeg ikke læser/skriver engelsk?

Det er ikke muligt at skrive på dansk til sponsorbarnet, men du kan henvende dig til BØRNEfonden og vi vil sende dig en liste over kontaktinformation til vores frivillige oversættere. Oversætterne kan hjælpe dig med at oversætte fra engelsk til dansk og omvendt. Hvis du ønsker at skrive en lille hilsen til barnet, kan de også hjælpe dig med det. Det foregår ved, at det, du ønsker oversat, sender du sammen med en frankeret svarkuvert, til en af oversætterne på listen eller til deres email. Husk altid at påføre din afsender adresse på dine breve i tilfælde af adresseændring hos den frivillige oversætter. Når du får materialet retur fra oversætteren, skal du selv sende det til barnets adresse i det pågældende land. Adressen kan du finde via Mit BØRNEfonden.

 

 

Hvor finder jeg barnets adresse?

Adressen finder du på Mit BØRNEfonden. Kan du ikke logge ind, kan du kontakte Sponsor Relations for at få hjælp, enten på tlf. 70221211 eller via mail@bornefonden.dk.

 

 

Hvad kan jeg sende til barnet?

Følgende er gældende for børn i Burkina Faso, Benin, Togo, Mali og Kap Verde: Skriv korte breve – eller send et postkort i en kuvert. Det er hilsenen, der vækker størst glæde hos barnet og familien. Send gerne fotos af dig selv og din familie, farveblyanter, tegneblokke, små spil (med engelsk forklaring til, hvordan de spilles), en T-shirt. Postkort med motiver fra Danmark, landkort, udklip fra blade fx sne, landskaber, dyr, frugter, oppustelige fodbolde med pumpe, små bolde, sjippetov, små smykker, plastikperler med elastiksnor/snor, fodboldtrøjer, små tasker eller rygsække, puslespil, yoyo, nøgleringe med figurer, tegneskabeloner i plastik, bogstavskabeloner, blyanter og blyantsspidsere, tusser, hæfter/udklip med lær at tegne trin for trin, balloner, tegneserier, små bøger/hæfter (på det sprog der tales i barnets land). OBS: Vær opmærksom på, at til ChildFund International lande + Nicaragua er det kun muligt at sende HELT FLADE kuverter uden vedlagte ting!

 

 

Må jeg sende pakker?

Nej, du må kun sende breve på maks. 1.500 gram til børn i Benin, Burkina Faso, Kap Verde, Mali og Togo. Du må gerne lægge små ting i brevet. Se ovenfor vedr. "Hvad kan jeg sende til barnet?". Vær opmærksom på, at hvis sponsorbarnet bor i et andet land end nævnt her, må du kun sende HELT FLADE kuverter.

 

 

Kan jeg give gaver på andre måder?

Det kan du i hvert fald. Du kan for eksempel bidrage yderligere til udviklingen for flere familier i lokalsamfundet ved at indbetale et beløb til det udviklingscenter, barnet er tilknyttet. Pengene vil blive anvendt som tilskud til den generelle udvikling af området, som for eksempel småbørnspleje og sundhed, bygning af brønde, latriner eller til aktiviteter og projekter for børn og unge. En gave til udviklingscenteret kommer altså alle i lokalsamfundet til gode. Du bestemmer selv, hvor stort beløbet skal være, dog minimum 125 kr. Tag en tur i vores webshop og se, hvad du ellers kan støtte med.

 

Hvor tit modtager jeg brev fra det barn, jeg støtter?

For både personlige breve og pengegaver til barnet og familie gælder det, at du altid skal modtage svar fra barnet og familien. Hav dog tålmodighed – det kan godt tage tid at få svar. Forsendelse, oversættelse og transport til områderne, hvor børnene bor, er alt sammen medvirkende til, at der kan godt kan gå tre måneder, før du modtager et svar tilbage. Er det regntid eller andet som gør, at brevene har svært ved at komme frem, kan der blive tale om yderligere forsinkelser. Modtager du ikke svar indenfor rimelig tid, må du endelig kontakte os, så vi kan undersøge, hvad årsagen kan være. Derudover modtager du fast en gang årligt en Child And Family Update om barnet og familiens udvikling.

 

 

Hvorfor modtager jeg stadig post fra barnet, når jeg har afmeldt mit sponsorat?

Fra du kontakter BØRNEfonden med besked om, at du ikke ønsker at være sponsor længere, til denne besked når frem til udviklingscentret, kan der godt gå en måned eller to. Derfor kan eventuel post sagtens være sendt til dig, eller være ved at blive oversat. Hvis du eksempelvis har betalt tre måneder forud, så fortsætter sponsoratet, indtil sidste månedsbidrag er overført til udviklingscenteret. Det betyder, at du efter at have afmeldt et sponsorat stadig kan modtage post fra BØRNEfonden i en periode, fordi sponsoratet stadig er aktivt. Du betaler bare ikke længere ind til det, så du kan være ganske rolig - der er styr på betalingerne. Husk dog selv at tjekke efter i din netbank, og stop fremtidige betalinger via Betalingsservice, da det ikke altid er muligt for os at nå at stoppe en trækning i tide. Sker det, kan du også selv trække beløbet tilbage via netbank.