Køb en lækker hotdog og støt den gode sag

Opdatering mandag den 4. september 2017:

Resultatet af Hotdog DM 2017 blev, at der blev solgt for 187.270 kr. og igen i år går alle pengene ubeskåret til BØRNEfonden.

Vi takker for den store opbakning til BØRNEfonden.

 

Søndag d. 3 september 2017 tørner Danmarks bedste pølsemænd og dygtigste kokke sammen i den årlige og prestigefyldte konkurrence om den eftertragtede pris – Hot Dog prisen – hvor der kæmpes med blod, sved og tårer om pris og ære i kategorien ”Den Moderne Hotdog.

For 4. år i træk har Foodorganisation via den velgørende event ”Hotdog DM” valgt at donere hele overskuddet til BØRNEfonden. Når de pølseglade gæster køber en hotdog, vil de derfor støtte BØRNEfondens arbejde i verdens fattigste lande. 

Hotdog DM er en del af Food Festivalen i Aarhus og det helt store trækplastre, der hvert år tiltrækker et stort publikum. Mesterskabet har ry for at stå bag hotdog-serveringer af meget anderledes og speciel karakter. Vi har bl.a. været vidne til hotdogs med levende citronmyrer, ”røde pølser” i kulsorte brød samt hotdogs serveret af maskerede og dansende tjenere. Sidste år løb Hotdog Kongen: Paul Cunningham fra Henne Kirkeby Kro med begge priser – Årets Hotdog Konge og prisen for bedste hotdog.


"Hotdog DM 2017 bliver vildere end nogen side!

Deltagerfeltet i år er spækket med kendte kokke og anmelderroste restauranter. 

Dette års deltagerfelt omfatter blandt andet Jesper Koch, kok og gastronom, med mere end 20 års erfaring i branchen. Koch er tidligere vinder af Årets kok og blev nr. 7 ved VM, Bocuse d’Or, i 2001. Han har deltaget som dommer i tv programmet Masterchef og har medvirket i TV2s populære program Madklubben. 

Udover Jesper Koch kan du møde Thomas Pasfall til Hotdog DM. Pasfall blev optaget i Michelin Nordic Guide 2016 og 2017, og han har tidligere været hof-kok på kongeskibet og medvirkede i programserien Cecilie og madklubben på TV2. 

Sidst men ikke mindst kan du opleve en af Danmarks nye Michelinrestauranter til Hotdog DM. Aarhus-restauranten Domestic lægger stor vægt på at lave enkle anretninger af råvarer fra lokalområdet, og de bruger råvarer med tanke for dyrevelfærd og bæredygtighed. 

Udover Jesper Koch, Thomas Pasfall og Domestic, kan du opleve de nyeste (kokke)skud på stammen inden for dansk gastronomi og lokale producenter." 


Den gode sag!

Igen år går hele arrangementets omsætning til et projekt i BØRNEfonden, som skal forbedre sundhedstilstanden og reducere fejlernæring blandt for up til 6000 børn i Mali – op til 5 år. Unge mødre vil bl.a. blive oplyst om og undervist i god ernæring og ad den vej få livsvigtig viden, der kan gavne deres børns helbred.

BØRNEfonden vil bl.a. organisere støttegrupper bestående af mødre fra lokalsamfundet, som skal hjælpe andre mødre og familier med at sørge for god ernæring til deres børn. Derudover vil vi uddanne mere end 100 frivillige og sundhedsarbejdere, så også de fremover kan oplyse familier om god ernæring.

Mali er et af verdens fattigste lande, og fejlernæring er et stort problem i landet – især i landområderne, hvor BØRNEfonden arbejder. 35 % af alle dødsfald blandt børn under fem år i landet skyldes fejl- og underernæring. 


Hotdog DM har været afholdt siden 2008 og sidste år rundede omsætningen igen over 200.000 kr.  – og BØRNEfonden modtog sidste år knap 235.000 kroner til et stort ernæringsprojekt, som lige nu er i gang med at hjælpe over 1000 børn i Burkina Faso.

I år finder Hotdog DM sted søndag d. 3. september kl. 12.00 ved Kokkescenen på Food Festival i Aarhus.

For at støtte BØRNEfonden skal du først købe adgangsbillet til Food Festival og derefter en kupon til Hotdog DM.

 

 

NB – kuponen til Hotdog DM kan kun købes på Food Festival ved Kokkescenen. 

 

 

 

 

 

 

 

Kontakt os