Pondus støtter Afrikas børn

Danmarks kendteste sparebøsse – Pondus pingvinen – har i 50 år inspireret danske børn til at spare op. I anledning af den runde fødselsdag kommer Pondus’ popularitet nu også til at gavne børn i nogle af verdens fattigste lande.

 

BØRNEfonden, der er en af Danmarks største privatfinansierede udviklingsorganisationer, har netop modtaget 263.750 kroner til udviklingsarbejde for børn i Mali, Burkina Faso, Togo og Benin. Efter aftale med arvingerne efter Pondus-figurens skaber, Ivar Myrhøj, har Danske Bank doneret alle indtægter fra en stribe jubilæumsaktiviteter til BØRNEfonden og Unicef.

 

Danske Bank har solgt plakater og bortauktioneret fem udsmykkede Pondus figurer, Bruun-Rasmussen har doneret salæret fra pingvin-auktionerne, og ISS, der driver bankens kantiner, har solgt Pondus-krus i tusindvis.

 

Det lange, seje træk

”Pondus og børn hører sammen, og børn er omdrejningspunktet for vores arbejde med at muliggøre en bæredygtig fremtid for mennesker i fattige landsbysamfund. Vores arbejde begynder ved fødslen og slutter først, når den unge har fået en uddannelse. Det er det lange, seje træk – ligesom opsparing,” siger Bolette Christensen, CEO i BØRNEfonden.

 

”Da vi i Danske Bank skulle planlægge Pondus 50 års fødselsdag, var vi slet ikke i tvivl om, at fokus skulle være på børn – og at Pondus skulle give noget tilbage til børn, der har proppet mange penge i ryggen på ham gennem årene. Det har været en fornøjelse at kunne bruge en så kendt og elsket figur til at rejse penge til BØRNEfonden og Unicef,” siger Jeanette Fangel Løgstrup, koncernmarketing- og kommunikationsdirektør i Danske Bank.

 

BØRNEfonden har i 45 år arbejdet i nogle af verdens fattigste lande og er i dag en af Danmarks største privatfinansierede udviklingsorganisationer. I samarbejde med lokalsamfund, organisationer og myndigheder arbejder BØRNEfonden i 15-20 år i hvert lokalområde for at sikre en bæredygtig fremtid for børn, unge og familier.